Maren og Hjalmars 3 børn, Rosa, Elly og Johannes

Historie, fakta og min personlige fortolkning.

Maren Nielsen i Køng Sogn, Ørslev Sogn, Vordingborg Amt. København, København Amt. Og Tvis Sogn, Ringkøbing Amt.
Født 15. maj 1876 - død 22. juli 1907, 31 år. 

Den 14. oktober 1844 fødes Marens mor, Ane Marie Andersen i Køng. Marens far, Lars Nielsen fødes i Kastrup, Præstø Amt 7 år senere, den 12. juni 1852. 
Ane Marie Andersen føder i 1869 datteren Ane Hansine Christine Asmussen, som udlagt barnefader er Hans Nicolai Asmussen.
Ugifte Ane Marie og Møllersvend Lars Nielsen bliver viet i Køng den 23. november 1872. 3 måneder efter brylluppet bliver datteren Marie født den 22. februar 1873. Året efter den 9. december 1874 fødes sønnen Hans Peter. Maren bliver født som det 4. barn i den lille familie den 15. maj 1876. Hendes lillesøster Karen bliver født 12 måneder efter den 21. maj 1877. Samme år den 4. juni fødes i Vordingborg, Marens kommende ægtefælle Vilhelm Hjalmar Beatus Nielsen.
Der fødes 5 småbørn i Ane Marie og Lars Nielsens familie fra 1869 – 1877, hvoraf de 4 helsøskende er født over 5 år – der har ikke været megen tid og omsorg til det enkelte barn. 
I folketællingen i 1890 er far Lars 28 år, mor Ane Marie 35 år, Ane Hansine 10 år, Marie 6 år, Hans Peter 5 år, Maren 3 år og Karen 2 år. Fra 1877 til 1887 føder moderen ingen børn, hvilket er usædvanligt på denne tid. Min teori er, at mor Ane Marie er syg i disse år.
Den 22. februar 1883 dør lillesøster Karen, 5 år, Maren er 6 år og tæt knyttet til sin lillesøster, men Maren får ingen omsorg fra mor eller far. – hun søger de voksnes omsorg, men der er ingenting at få. Faderen er ikke meget hjemme og rygterne går at han er Marens mor utro. Ane Marie er svækket og magter ikke at give omsorg til alle de små, Maren tager det lidt hun kan få og laver sin egen fantasiverden hvor hun er højt elsket af sin far og mor. Da moderen dør den 4. februar 1887, er Maren 9 år, og Maren møder sorgen og smerten ved at miste 2 så tæt på i sine relationer. Maren vender sin kærlighed og tryghed til storesøster Marie, i sin verden uden søsteren Karen og sin mor, medens mor har været syg, har storesøster Marie været Marens støtte.
Hun vender sig også mod sin far, men han har allerede kontakt med Maren Jensen, som han gifter sig med den 22. april 1887, 2 måneder efter Marens mor, Ane Marie er død. Maren Jensen flytter ind og 8 måneder efter fødes halvbror Carl Ingvar Marius. Maren føler sig tilsidesat, vred og skuffet over svigtet af sin far. Og hun klæber til ham, følger ham overalt når han er hjemme, på denne måde bliver Maren indimellem set af sin far, og Maren udvikler en usund relationsmønster for at få den omsorg og opmærksomhed hun har behov for. 
Men endnu engang føler Maren sig svigtet af sin far, da han beslutter hun skal til Masnedø som tjenestepige, den 1. februar 1890, og faderen siger, at han ikke kan have hende hjemme, nu når han og Maren igen skal være forældre. Da Maren er hjemme til sin konfirmation den 13. april 1890, og vred over at være sendt væk for at der skal være plads til et barn mere, lover faderen hende, at hun kan få lov at komme hjem til dåben af barnet og stå fadder. Maren accepterer sin rolle og da halvsøsteren Agnes Ingeborg fødes den 10. juni 1890, står Maren fadder til sin halvsøster.
I folketællingen 1890 fra Masnedø er Maren 13 år og tjener sammen med Anna på 17 år, og de 2 karle, der begge hedder Niels på henholdsvis 22 og 17 år. Og den ældre tjenestekarl Christen på 50 år. Maren er glad for samværet med de andre tjenestefolk og hun lærer hurtigt at begå sig og trives med fest, dans og mændene. Men Maren er kun et barn på 13 år, og tvinges alt for tidligt i sit liv, til at være ung og være med i ungdommelige begivenheder.
Hjemme hos faderen og Maren fødes den 23. april 1892 Anders Peter Marius og den 9. september 1894 Hansine Augusta Sofie. Men Maren kommer ikke i hjemmet, hun nyder livet uden småbørn. Hun er livlig og slipper sig selv løs ved at søge mænd og deres selskab. En kompensation for det samvær hun synes at mangle i sin opvækst. Hun er ung, og ingen har fortalt hende om konsekvenserne af hendes levestil, så efter samvær med Vilhelm Hjalmar Beatus, finder hun sig selv gravid som 21 årig og ugift. Hun siger til Hjalmar, at hun vil giftes da hun venter hans barn, men han snor sig udenom, og da hun føder Dagmar Christine den 17. juli 1897, er hun ganske alene om dette og sorgen over at datteren dør 2 timer gammel. Maren sværger ved sig selv, at det er slut med svigt, Hjalmar skal bøde for hans gerning. Hun opsøger ham i Stege, men får at vide han er flyttet til Helsingør som tømrer. Maren er en handlingskvinde og hun har en vrede og vilje til at Hjalmar ikke skal slippe. Hun rejser efter og finder ham, og Hjalmar giver efter og indleder igen forholdet til hende. Da Hjalmar den 3. oktober 1898 igen er flyttet, nu til Dannebrogsgade 22.2 i København flytter Maren ind hos ham. 
I Vordingborg fødes endnu en halvbror Christian Otto den 4. november 1898. 
Maren er igen gravid og denne gang skal Hjalmar ikke slippe, og han giver igen efter for hende og de bliver gift den 8. januar 1899 i Sct Matthæus Sogn, Marens far er forlover ved bryluppet. Maren mener, hun har fået hvad hun har fortjent, en mand og en far til sin søn Johannes Aage Alfred Jacob, der fødes 6 uger efter vielsen den 22. februar 1899. For hende er det slut med svigt fra mænd. Hendes status som gift kvinde giver hende retigheder i samfundet, som ugifte kvinder ikke har.
Maren, Hjalmar og Johannes bor ved folketælling den 1. februar 1901 på Ø. Fasanvej 71 og her fødes også datteren Rosa den 25. maj 1901.
Men Maren trives ikke som husmor og mor til småbørn, hun savner fest og samværet blandt mennesker, som hun fik smag for som tjenestepige, så når hun kan slippe af sted med det, tager hun fra hjemmet og levet livet på dansestederne og værtshusene på Nørrebro. Hjalmar finder ofte børnene hos naboer, eller alene hvor naboer har lovet at se efter dem. Han føler sig fanget og arbejder det han kan, for at forsørge sine børn. Men pengene er er små og arbejdsdagene lange. Maren og Hjalmar skændes ofte, men Maren er en vred og temperamentsfuld kvinde, som Hjalmar ikke kan hamle op med. Han forsvinder mere og mere ind i sig selv og tager ikke kampen op med Maren. Da Maren i efteråret 1903 fortæller ham, at hun er gravid, gør han Maren endnu mere vred, da han beskylder hende for at barnet ikke er hans, men hun håner ham også, Maren er virkelig vred og arrig og han skal ikke tro han kan snyde udenom, også selvom barnet måske ikke er hans, Maren er gift med Hjalmar og han slipper aldrig af med hende, han har at forsørge hende og barnet hele livet. Maren tror, hun har Hjalmar hvor hun vil have ham. 
Men da Maren den 18. februar 1904 har født datteren Elly Rasmine, siger Hjalmar til Maren, at han har billetter klar til at rejse til Amerika den 5. marts 1904.
Maren går itu indeni og føler sig uretfærdig behandlet, han er en skurk der løber fra sit ansvar og hun hader ham dybt. Bedre bliver det ikke da han forlanger hun skal flytte tilbage til Vordingborg egnen, hvis hun gør det, vil han sende hende penge fra Amerika, men kun hvis hun bor i nærheden af hans mor og hans familie. Maren kan ikke gøre andet end flytte, i København kan hun ikke forsørge sine 3 små børn alene.
Maren håber da hun flytter tilbage, at få støtte af sin far, ham som hun altid har søgt og håbet på anerkendelse fra, men skæbnen vil at Lars Nielsen dør 2. august 1904, 53 år gammel, kort efter hun er kommet tilbage til egnen. Maren føler endnu et svigt, sorg og smerte. Verden er uretfærdig.

I dette område har Marens lejede hus "Papirmøllen" formentlig ligget.

Maren lejer et hus "Papirmøllen" i Vinterbølle til sig og hendes børn. Hun bliver ansat som tjenestepige og mødes med forskellige mænd og dækker sit ensomme liv med disse mænd. Men Hjalmars familie og andre på egnen melder Maren til værgerådet, for ikke at passe børnene, og at hun har forskellige mænd i hjemmet. De 3 børn bliver hentet og Maren løber rasende, hulkende og fortvivlet efter, men hun mister hendes og Hjalmars 3 fælles børn. Johannes, Rosa og Elly. 
Maren indleder i efteråret 1905 et forhold til Arthur Winther Sørensen, som er tjenestekarl på en gård på egnen. Maren er stadig gift med Hjalmar og ægteskab er ikke en muligehed.
Maren er igen alene og verden er ond og uretfærdig ved hende.  
Ved folketællingen 1. februar 1906 er Johannes, Rosa og Elly i pleje hos Hjalmars mor, Ane Cathrine og hendes 2. ægtefælle Hans Christiansen på Nyråd Mark i Vordingborg. 
Maren tager arbejde som husholderske i Ørslev hos parcelist Hans Olsen. I Ørslev bor storesøster Marie og Maren finder trøst ved at bo tæt på Marie og hendes familie. Men da Hans Olsen finder ud af, at hun er gravid, siger han til hende, at hun skal finde andet arbejde, da han ikke vil have småfolk i sit hus. 
Maren er fortvivlet og føler sig presset fra alle sider, og hun savner sine børn og har et had og vrede mod sin far, Hjalmar, Arthur og alle de mænd der har udnyttet hende. Samfundet og de mennesker der har taget hendes børn, og ødelagt hendes liv. Maren oplever, at hendes datter Elly Rasmine bliver døbt i Vordingborg den 11. marts 1906 og hun er uden indflydelse på dåben, det klares af Hjalmars mor.
Maren er ved at opgive alt. Alt kan være lige meget. 

Annoncen fra Poul Kristensen indrykkede, og som Maren læste i Dagens Nyheder

En dag i april 1906 ser hun i Dagens Nyheder, en annonce fra Tvis ved Holstebro, hvor Poul Kristensen søger husholderske. Maren ved ikke hvor langt der er til Tvis, andet end det er langt, langt væk, og har hun brug for at komme væk. Hun søger stillingen hos Poul Kristensen, hun undlader dog at fortælle at hun er gravid. Det tænker hun, at det klarer hun når hun kommer til stedet. Lige nu handler det om at slippe væk fra Vordingborg og al den svigt, sorg og smerte hun forbinder med egnen.

I folketællingen 1. februar 1906 i Tvis på husmandsstedet Højmark er Poul Kristensen sammen med børnene Christiane, der hjælper med husgerning og ved landbruget. Niels, Ytta Dorthea, Poul Marius, Pouline og Knud. I annoncen har Poul skrevet der er flere små børn og den yngste 3 år.

Afstanden fra Kostræde i Køng hvor Maren er født og til Tvis, hvor Maren døde

Den 1. maj 1906 ankommer Maren til husmandsstedet Højmark. Hun indtager huset og husholdningen med stor energi, trods hun er højgravid og den 8. juni 1906 føder hun tvillingepigerne Kristiane og Magda. Maren føler hun har fået en ny start, men snart bliver livet på det lille husmandssted og livet i den lille landsby meget trangt for hende. Hun føler samfundet kigger ned på hende og sladrer om hende, Maren har hele sit liv følt der er blevet talt bag hendes ryg, og nu synes hun at det er værre og hun føler sig meget ensom. De dage der er værst lader Maren sin frustration og vrede gå ud over børnene. De dage er der megen råben, hidsighed og let til slag på børnene. Især Pouline, der minder Maren om sin egen datter Rosa, de har samme alder og det gør, at Maren ubevidst straffer Pouline mere end de andre. Niels er en stille dreng og ældre end hendes egen Johannes, så han får oftest lov at være, han er også god til at hjælpe hende med mange praktiske gøremål og til at se efter de små. 
Maren har søgt Poul og lagt sig hos ham, og hun blev ikke blevet afvist. Men nu har Poul ændret sig og Maren forstår ikke hvorfor. Hun synes om ham, den tryghed han giver, hun vil aldrig forlade ham, trods hun ikke bryder sig om landsbyen og dets folk, men hun og Poul kan bare passe sig selv. Hun vil aldrig igen tillade nogen, at forlade og svigte hende.
Da Maren rigtig mærker at Poul afviser hende, lader hun sin vrede gå ud over hans børn. Hun finder sig ikke i noget, han skal ikke afvise hende, hun har forladt hendes egne børn og alt hvad hun har haft, for at være hos ham. 
Der er 5 børn fra 8 år og nedefter og hendes egne små tvillingepiger. Da Maren fortæller Poul at hun venter sig og han skal være far, havde hun troet at han ville blive glad, men han svigter hende og lukker hende mere og mere ude af sit liv. Poul tilbringer meget mere tid på Lauralyst, Maren er vred, og børnene er dem det går ud over, Maren er ligeglad.

Den 22. februar 1907 får Maren besked om at Hjalmar, har været i Danmark og sat deres skilsmissesag i gang, og samtidig har han den frækhed, den skurk, at han tager hendes halvsøster Agnes Ingeborg med tilbage til Amerika. Den 5. marts 1907 rammes Maren af endnu en sorg, som gør hende helt alene i verden, storesøster Marie dør kun 34 år. Maren bliver helt fortvivlet, rasende og al hendes vrede går ud over Pouls børn og især Pouline, hun får ingen mad, ingen hjælp til at vaske sig, og gør hun noget Maren kan straffe hende for, så gør hun det. Den 8. april 1907 dør Pouline, og Maren føler ingen skam ved det, men hun kan godt høre og mærke at folk taler bag hendes ryg og hvis hun spørger Niels ud, tøver han meget i sine udtalelser, men han siger hende ikke imod, så hun oplever hun har ret. De beskylder hende for, at det barn hun venter ikke er Pouls, og Poulines død skulle være hendes skyld, Maren bliver mere og mere vred på alt og alle. Og vreden udvikler sig til had. 
Maren føder tvillingerne Kristian og Anna den 9. juli 1907, og Poul interesser sig end ikke i hvad de skal hedde, og selvom de er så små og det er klart de er født for tidlig, viser Poul ingen omsorg for dem eller hende. Da Anna dør om morgenen den 10. juli er han som sten og tager bare af sted til Lauralyst. Maren er sygelig jaloux og overbevidst om at han er hende utro. Han skal gifte sig med hende, hun har født hans børn. 
Søndag eftermiddag efter de har begravet Anna, fortæller præsten Maren, at Poul har solgt huset og hun skal flytte, at børnene skal i pleje. Maren bliver oprevet indeni, men holder facaden overfor præsten, hun beder ham om at lade hende beholde sin lille søn Kristian, præsten svarer undvigende, men lader hende dog være og hun samler sig og fortsætter sine gøremål i hjemmet som vanligt. – Men Maren har noget punktet i sit liv, hvor det er sidste gang en mand skal svigte og forlade hende. Hvor skulle hun tage hen nu? selv hendes elskede storesøster Marie er væk. Dette var hendes sidste chance og hun overbeviser sig om, at hun elsker Poul, han var den sidste hun satte sin lid til og dette svigt skal han ikke slippe af sted med. 
Hadet til livet, mænd, samfundet, uretfærdigheden, at ingen vil hende det godt og hjælpe hende, at hun hele sit liv er blevet misforstået og alt som var godt i hendes liv er taget fra hende. Selvom hun har gjort alt hvad hun kunne for at tilgodese alle mænd, være sød og ligge med dem, alligevel straffer de hende og forlader hende.

uddrag af brevet som Maren skrev til Poul

Maren udtænker en plan, så ingen skal glemme hende og Poul skal blive straffet så han aldrig vil glemme hende.
Brevet hun skriver til Poul overbeviser hende om, at det er hendes ret at handle som hun gør.

Maren er god og rar ved alle børnene om eftermiddagen, giver dem mælk og brød med syltetøj, alt det de kan spise. Maren stænger alle vinduer ud mod vejen, så ingen kan kigge ind. 8 årige Ytta står og leger med tvillingerne i barnevognen inde i stuen, og Maren går hen slynger rebet om Ytta´s hals og svinger hende om på sin ryg. Maren går derefter med Ytta ud i køkkenet og står med hende, indtil hun mærker hun er stille og død, Maren slæber hende ud på høloftet og dækker hende til med hø. Derefter går hun tilbage til stuen og slynger rebet om den 7 årige Poul Marius, og hænger ham på samme måde som Ytta på sin ryg, også han bliver lagt i høet på loftet. Nu tager Maren den 4 årige Knud og slynger rebet om hans hals og går ud i køkkenet og står med ham til han er død. Niels har fulgt Maren med angst og frygt og er ganske lammet. – han tror på at hun kommer over sit raseri, det plejer hun da at gøre. Maren er rolig og siger til Niels at han skal tage barnevognen med tvillingerne og gå med hende ud og malke koen. Niels følger frygtsomt Maren. Da de kommer tilbage til huset med mælken, tager Maren noget brændevin og blander i mælken inden hun giver det til sine 1 årige tvillingepiger Magda og Kristiane, så de sover inden hængningen. Niels ser nu at Maren græder, medens hun hænger sine piger på sengestolpen, det gjorde hun ikke med Niels´ søskende. Og pigerne bliver puttet i deres seng i soveværelset. Maren giver spædbarnet Kristian på 14 dage mælk ved sit bryst og også her er Maren ulykkelig og græder, Kristian bliver hængt på dørhåndtaget ind til soveværelset og puttet i sin seng, da han er død. Maren siger nu til Niels, at han skal hænge sig sammen med hende. 
Maren venter ikke på Niels, men går ud i laden og hænger sig. Da Niels ser Maren hænge sig og være helt stille og han nu kan føle sig sikker på, at hun ikke kan gøre mere, tør han løbe ned til Lauralyst og fortælle sin far, hvad der er hændt i hjemmet.

Poul og de andre mænd der går med tilbage, finder alle børnene, der hvor Niels fortæller de er, alle børn og Maren er døde.