DEL 1

 

TVIS-MORDENE UNDER DEBAT

FOLKETINGSMAND SABRO OG SOGNEPRÆST SICK.

ET INTERESANT MØDE I HOLSTEBRO.

 

lørdag aften holdtes i Afholdshotellets sal et talrigt besøgt møde, på hvilket folketingsmand Peter Sabroe afleverede i foredrag over emnet:

"værgerådende og de forsømte børn, med henblik på begivenhederne i Tvis".

 Foredraget var godt, ja ualmindelig godt. men Peter Sabroe er jo også et stort stykke af en skuespiller, han opfører en hel scene, hvor han i sit foredrag omtaler en tomands-passiar.

En del overraskende for denne egn vil sikkert hans "afsløringer" fra børnehjemmet Hebron i Handbjerg blive, thi hidtil har man dog ment, at fru Bransholm netop var den rette kvinde til at lede dette hjem. De børn hun har med at gøre er ikke alle sammen engle, men de Sabroeske historier derudefra er sikkert stillet i den grad på spidsen, at forstanderinden når hun læser dem, næppe vil tro sine egne øjne.

Af overordentlig virkning på tilhørerne var sognepræst Sid´s klare og alvorlige fremstilling af ugerningen, og ganske særlig præstens skildring af, hvorledes den onde kvinde dråbe for dråbe havde forgiftet den lille Niels´ sjæl, gjorde et dybt indtryk.

Skønt der var en udgang til diskussion, holdt både socialistredaktøren og Skruebrækker... , løjnant Lund mod sædvane munden i.

Sabroe indledede med at op... den påstand, at der mellem det frygtelige mord i Tvis og frygtelig børnemishandling, som finder sted landet over, kun er en nuance-forskel, der er hundreder af hjem, hvor dårlige mødre og slette fædre tomme for tomme tager

deres børn bort fra livet, hvor børnene i den grad plages, st det til slut må være ude med dem. Det står ikke klart for den store offentlighed, hvor store lidelser børnene ofte må døje, børnene kan ikke selv tale deres sag, det skal de voksne gøre, men hidtil har de ikke gjort det. Der har hidtil ikke været nogen offentlig mening for beskyttelse af de fattige, stedmoderligt behandlede børn, så loven om værgerådene er forud for sin tid, og mange landborepræsentanter på rigsdagen udtalte deres beklagelse over, at denne lov var kommen frem. Men der findes ikke den mand i Danmark, som er istand til at udtrykke de navnløse

lidelser, som masser af børn udstår i dette land, det er så aldeles utroligt. De, der mishandler børnene, er tankeløse, slette mennesker, men bagved disse mennesker ligger fattigdom, sløvhed, drikfældighed og andet, det må ikke glemmes. Vær varsom med at dømme den enkelte, men ikke med at anklage hele samfundet, som har fundet sig i sådanne mishandlinger

uden at det officielle samfund har rejst sig derimod.

Den grusomhed, her fra herredsfuldmægtig Rieumanns Gide i året 1904 udviste mod en 14 års dreng, som var mistænkt for ildpåsættelse, er noget af det frygteligste, man kender, og endelig fik man fremtvungen en tilståelse. Drengen anbragtes derefter på et børnehjem, hvor forstander var en god mand, ikke et menneske som den dame, der forestå Handbjerg børnehjem, og som

ikke kender andet middel end prygle og plage børnene. Når en dansk dommer kan bære sig således ad, så forstår man bedre, at fattige folk, der måske selv har fået en slet opdragelse, kan mishandle børn.

De værste grusomheder mod børnene begåes dog, når de mishandles både legemligt og åndeligt. Et barn afgiver næsten aldrig selv tilståelse om at være mishandlet i hjemmet, det kommer først senere, når barnet er taget bort fra hjemmet. Vokser et barn op under særlige forhold og får mad og leg nok, da vil det ikke være ødelagt allerede ved 14 års alderen. Men alle børn har krav på en god opdragelse, mad og et ordentligt og godt hjem, og kan eller vil forældrene ikke give det, eller duer de ikke dertil, så må samfundet træde til, det er vor pligt at hjælpe alle de værgeløse børn. Mishandlingen af børnene er en skamplet på vort dydsirede, kristne samfund, som brovter af sin kultur.

Taleren gav nu en udførlig skildring af Flakkebjerg-affæren, som er kendt fra blad-artikler, og udtalte dernæst at forholdene på Handbjerg børnehjem ikke var stort bedre end på Flakkebjerg, snarere værre, det er en skandale uden lige, at man vover at have en sådan kvinde (!) siddende som forstanderinde for et børnehjem. Der svares, at det er slemme og usande piger, som optages der, men det er usandhed, Den lille 4 års pige, Ellen kan dog ikke være forfalden, men bliver dog pryglet og hundset hver dag. Den pige, Tal. i dag havde talt med, var meget rost af sin husbond, hun kan da heller ikke være forfalden : i hendes egentlige hjem var hun bleven legemlig mishandlet, ja meget, at hun på provstens forlangende anbragtes på et hospital, hvor hun lå i 3 måneder, derefter anbragtes hun på handbjerg børnehjem. Da Tal. spurgte hende, hvor hun helst ville hen, hvis hun skulle vælge mellem sit egentlige hjem, hvor hun var bleven i så høj grad mishandlet, eller til Handbjerg børnehjem, gik der ligesom en - uvished igennem hendes svar. Så dårlig er altså behandlingen i Handbjerg børnehjem. Vi må og skal have denne forstanderinde væk, ligesom vi fik forstanderen på Flakkebjerg bort. Vi skal have de prygl bort, vi vil ikke tåle, at de vedblivende prygler børnene der. Den dag i morgen ville Tal. indgive en motiveret klage til Handbjerg værgerråd og forlange at dette sætter sig i bevægelse for at undersøge

forholdene på Handbjerg børnehjem. Da denne forstanderinde ansattes, var der mange flere, der undredes over hendes ansættelse, er der var folk, som billigede den. Mange mennesker sagde : hvor kan man dog tage hende til dette arbejde. Men hun var sledsk og hellig, forstod at krybe for de store og prygle de små. Tal. ville ikke sammenstille det efterfølgende med mordet i Tvis, her er ikke tale om noget mord, men om et barns død, som kunde have været forhindret. Forstanderindens 14-årige steddatter lå i roerne og lugede, da hun følte sig syg.

Forstanderinden svarede, at det var noget sludder og skaberi, hun skulle blot blive ved sit arbejde. Barnet klagede sig nu flere dage i træk til stedmoderen, men fik samme svar, indtil hun endelig fik lov at komme til sengs, men der blev ikke hentet læge til hende. Samme dag hun fik lov at gå til sengs, rejste forstanderinden bort om eftermiddagen, og medhjælpersken benyttede da

lejligheden til at få sendt bud efter læge, men da var det for sent, samme nat døde barnet. En lille pige, der ikke spiste hurtigt nok, fik prygl derfor, og da hun en dag ikke kunne spise op, sparkede forstanderinden således til hende, at hun styrtede om. Børnehjemmets bestyrelse holder på forstanderinden, men hun skal blive fjernet.

Ansvaret for mordet i Tvis bærer hele samfundet. Vi må nå dertil, at en fader og moder kan dø fra sine børn i den - bevidsthed, at en hel stab af mænd og kvinder, ja hele samfundet står rede til at give hans efteladte børn en god og særlig opdragelse, og gælder det økonomiske midler, må staten træde til. Tal. omtalte værerådslovens bestemmelser og anbefalede at benytte dem.

Der dræbtes årlig i Danmark 800 børn, i det mindste, lidt efter lidt, de får for lidt mad og for dårlig pleje, men der er ingen, der vidner for dem. Det, der har mest interesse ved mordene i Tvis er den sociale baggrund for disse mord.

Den lille Pouline, som døde for nogen tid siden, har lidt mere end de andre, hende var husholdersken værst ved.

Tal. leverede derefter et sidehug til borgmester Jørgensen, idet han udtalte, at Holstebro Bys borgmester, hvor forkert han end lod, stod ukyndig og uforståelig overfor fattigfolks nød og uden ærbødighed overfor den - og de mænd, som dog til syvende og sidst havde gjort et større arbejde for vanrøgtede børn efter han.

Derefter gik Tal. over til at referere en samtale han havde haft med den 9-årrige Niels ude i Tvis, hvoraf det fremgik, at den yngre søster Pouline havde fået prygl hver dag, at måden havde været skrap nok, og at de ikke turde fortælle det til faderen af frygt for

at husholderske ville prygle dem. En 14 år gammel broder, som ikke opholder sig i Tvis, havde udtalt, at da Pouline døde, tænkte han, at hun var pint ihjel; på spørgsmål om hvorfor han ikke havde sagt det til sin fader, svarede han, at han turde det ikke af frygt

for husholdersken.

Dramaet ude i Tvis viser, at der endnu ikke er kommet liv i værgerådsloven, men måske kan de 6 små lig blive udgangspunktet en stor bevægelse til beskyttelse af børnene, der er menneske hedejord, der ligger brak. Fædreland alle de rige evner, som bor i de

fattige børn, det er at øge vort kultur, at gøre Danmark større. Vi vil give de værgeløse børn adgang til at leve livet som det bør leves. Lev den danske ungdom, heri indbefattet de 10.000 mishandlede fattige børn (hurra!)

- Petersen valgtes til ordstyrer.

 

DEL 2

 

TVIS-MORDENE UNDER DEBAT

FOLKETINGSMAND SABRO OG SOGNEPRÆST SID.

ET INTERESANT MØDE I HOLSTEBRO

 

Pastor Sid, Felding-Tvis, tog derefter ordet, idet han udtalte, at han forinden mødets begyndelse havde været ked af, at Sabroe havde sammenkaldt til dette møde, da Tal. havde været bange for, at der, om end i en god mening, skulle blive lavet kludder i denne sag, idet han var af den formening, at kunne det, der nu var sket i Tvis, ikke vække folk til at tænke over børnenes sag, ja var vi ikke værd, at vi skulle vækkes. Socialdemokraterne forvirer sig ofte ved at misbruge en ting i retfærdig harme til agitatorske øjrmed. Men denne angst var nu bleven til skamme. Sabroes udtalelser havde ikke været politiske- når vi taler om denne sag lad os så drage vore --- af, thi denne grund. vi da står på er hellig. Vi må være klar over, at børnene er ikke blot faders og moders

børn, men de er også der danske folks fremtid. Sabroes udtalelser åndede dirrende harme over menneskenes råhed overfor børnene, bare denne harme ret måtte antænde i menneksrs hjerter, så vi måtte skamme os over enhver rådhed, der øves mod de små. Angående de eksempler Sabroe havde frembraget, kendte Tal. enkelte af dem, og vidste de var sande, overfor andre af dem, som han ikke kendte, tvivlede han ikke om, at Sabro anså dem for sande, når han fremsatte dem offentlig. Tal. ville dog ikke tage standpunkt til dem. Taleren gik nu over til at omtage ugerningen i Tvis, som det danske folk bør have ren besked om. Men der må skelnes skarp mellem det faktiske og det, som "fortælles", og som helst måtte blive borte. Det billede, Sabro først dannede sig af sagen uden kendskab til den, er fejlagtig på flere punkter, og han burde først have søgt besked, så han kunne have omtalt sagen nøjagtig som den er. Thi dette --- gru i alt dette er ikke de 6 døde børn, men det 7de levende barn, dog herom har Sabroe vel været uvidende. Ethvert vidnesbyrd Sabroe havde fået fra denne dreng, ville Tal. slå en streg over, der er rædsler nok, foruden dem, som ikke passer.

 

Sagen forholder sig således : På sydsjælland levede for nogle år siden en kvinde, som aldeles forgræmmede sin mand, trampede på alt det, hendes mand lagde frem for hende, og hvorpå han havde håbet at kunne leve et lykkeligt liv med hende. Dertil havde hun ingen grund. Denne kvinde var ond. Da hun mishandlede sine ægtefødte børn, gjorde hun det kun, fordi hun hadede sin mand, hadede ham med det had som aldrig bør i et menneskehjerte, før mennesket vinder sejr over sig selv.

Da det blev helt uudholdeligt for mande, tog han fra hende og rejst etil Amerika. Hendes ægtefødte børn blev senere taget fra hende, fodi hun lod dem fryse, sulte, gå pjaltet klædte og lod dem være åbenbare vidner til hendes løsagtighed. dette havde ikke behøvet at være således, thi hendes mand sendte hende penge fra Amerika og havde sørget for, at hun og børnene fik alt det nødvendige.

I maj måned i fjor kom hun til Tvis og 1 måned efter fødte hun tvillinger 2 piger, til dem angav hun, at hendes mand var fader, og fremkom med forskellige snedige fortællinger, som måtte få enhver til at tro, at hun talte sandhed. Da der var gået ½ år, altså i januar måned i år, fik Tal. med en sag at gøre, hvoraf det femgik at denne kvinde ikke havde levet sammen med sin mand i de sidst 3 år, idet denne i disse år havde været i Amerika, altså kunne han ikke være fader til tvillingerne, det var løgn.

Efterhånden fremkom der oplysninger om en række af de mest elendige forbrydelser, som denne kvinde havde begået, og den 29 januar i år havde jeg, udtalte Tal. Magten over hende og hendes børn. Handlede jeg den gang galt, må jeg bære skylden, men

jeg synes ikke, jeg kunne handle anderledes. På grund af forhold som var lagt i min hånd, var jeg, nemlig bestemmende om, hvorvidt kvinden skulle arresteres for bedrageri eller ikke. Når en kristen mand vil være en dicipel af Jesus af Nazareth, og det er mit højeste ønske at være det, føler man et dobbelt ansvar overfor hende og hendes børn i en sag som denne.

Jeg følte dette ansvar og overvejde alvorligt hvad jeg burde gøre. Da jeg havde truffet en afgørelse, var jeg lidt usikker overfor mig selv, men jeg sagde til kvinden, at jeg ville --- hende, men børnene måtte ikke blive hos hende, da jeg var bange for børnenes skyld.

Men nu løj hun for mig og hun løj bevidst og med fortsæt, for hun havde sit mål, hun ville nå, og dette havde hun allerede sat sig for 3-4 måneder forinden. Hun sagde, at hvis jeg stødte hende ud fra Poul Christensens hjem, ville hun gå til bunds. Og den herre, hvis ringeste tjener jeg er har sagt : den, der er uden synd, talte den første sten". Det kunne jeg ikke, jeg lod mig narre af denne kvinde, hun var snedigere end jeg. Her ligger sagenskærnepunkt, thi på dette tidspunkt kunne der være grebet ind. Senere kunne der ikke gøres noget. Døm mig som De vil. Jeg lod hende gå fri, idet jeg indtrængende bad hende passe på, da jeg ville holde et vågent øje med hende, og det første jeg opdagede, at hun enten var ond ved børnene, eller søgte at knytte Poul Christensen til sit forhultede liv, den første stund jeg opdagede det, skulle det få en ende med hendes ophold her. Og jeg har passet på. Men det eneste sted, hun kunne tages, så jeg ikke og kunne jeg ikke se.

Angående børnene, da har drengen Niels aldrig lidt sult, nød eller legemlig mishandling, men kvinden har dræbt hans sjæl, dræbt enhver følelse af godt i ham. Det yngste af Poul Christensens barn, der var 4 år gl har heller ikke været genstand for nogen reel mishandling, i det store og hele behandledes dette barn nogenlund. Den ældre pige Ytta har været mishandlet og har sultet og er vanrøgtet såvel i legemlig som i sjælelig henseende, Den datter, Pouline, som er død for en tid siden, har ikke lidtandet ondt end at hun er behandlet følelsesløst, men hendes død har intet hermed at gøre.

Men denne kvinde forstod, at der var 3 steder, hvor jeg kunne få noget at vide om hendes adfærd, først hos den dreng, der gik til præsten, dernæst hos en ældre søster, som var en god, from og renhjertet pige, men hun var ikke i Tvis og adgangen til at tale med hende var således stoppet.

Så var der kun Niels, og der fangede hun mig. Thi atter og atter talte jeg med Niels og søgte at få indblik i forholdene i hjemmet, men hun havde en sådan magt over Niels, han var så instrueret og således i hendes magt, at det endte med, at han hjalp hende på morddagen med at myrde hans små søskende. Jeg spurgte Niels, om hun slog dem, om de sultede, om hun var god ved dem, og

han svarede således, at man måtte tro alt var i orden. Han var jo instrueret af hende, og det var mig ikke muligt at se, at det, Niels sagde var løgn. At den lille pige havde et brunt eller et blåt sted påkroppen eller kinderne, ville enhver jo tro var fremkomne ved at hun var falden ned og stødt sig, når det blev fortalt sådan.

Så gik tiden til den 8. juli da kvinden fødte tvillinger igen. Jeg er ikke i besiddelse af den fornødne frækhed eller dygtighed til at kunne spørge eller -- på en kvinde med en sådan legemsbeskaffenhed, at hun skulle have børn.

Derfor troede jeg på sandheden af herdes forsikring om, at hendes liv var uden berøring med Poul Christensen.

Det stod nu klart, at hun havde sat sig for at ville knytte Poul Christensens skæbne til sin, og hun havde magt over ham, han var som en klud i hende hånd. Den 14. juli var han hos mig gor at søge min beskyttelse mod hende og for at få mig til at sige hende det, han allerede tidligere havde sagt hende, at hun måtte forlade huset, nu skulle det være slut. jeg sammenkaldte øjeblikkelig værgerådet og sagde dette, at jeg var bage for at hun skulle gøre ulykke på børnene, ikke på Pouls børn, men på sine egne. Jeg gik så til hende, og sagde, at hun måtte bort fra Pouls hus, men børnene skulle vi nok sørge for. Snedig som hun var forlangte hun kun at måtte beholde det mindst barn for herved at have magten over den mand, som hun ønskede at knytte til sig. Men da hun blev klar over, at det for hende så ufattelige var sket, at den mand, hun mente at have magter over, gjorde opposition mod hende, fattede hun den grufulde tanke at ville hævne sig ved at myrde børnene. Der var ikke den ringeste fortvivlelse tilstede det var

kun hævnmord.

Når hun ikke fik lejlighed til også at myrde den ældre dreng, Niels, så skyldes dette, at han, så længe det gjaldt de andre børn, var hende behjælpelig og slet ikke krympede sig herved. Medens denne kvinde efterhånden som hun fik børnene dræbt bar ligene ud i laden og begravede dem der, kunne de større børn så godt have været undslupne og prøvede også herpå, men Niels havde stillet sig foran døren for at forhindre dem i at undslippe, han stod rolig og hørte sine mindre søskendes dødsrallen, denne ulykkelige dreng hjalp hende, således går det, når alt godt er dræbt i et menneskehjerte.

Hendes hævn har hun fuldført. Vi har ikke kunnet forhindre det. Jeg kunne måske have forhindret det ved den 29. januar at lade hende arrestere, men jeg havde selv den tro, at havde jeg gjort det, ville hun denne dag have gjort en ende på sit eget liv, og jeg havde en følelse af, at jeg ikke burde bidrage til at støde hende længere ned i snavset. Selv om der havde været sandhed i de mange rygter om Yttas mishandling og disse var bleven meddelt mig, ville katastrofen ikke have kunnet undgås, thi da stod sagen allerede således for hende : for eller imod Poul Christensen.Jeg ved ikke noget om det, der fortælles, at der skal være et par mænd i Tvis, som har vidst, at Ytta led ondt, men har nogen vidst det, uden at komme til mig og fortalt mig det, da har han handlet som en usel pjalt, ligegyldigt om det var af fejhed eller ulyst til at rode op i sagen. Men man må ingen dømme, indtil det kommer hertil, at de 2 mænd selv skulle bekræfte det rygte, vil jeg tro, at de intet reelt har haft at holde sig til angående disse mishandlinger.

Tal henstillede til dem der i fremtiden i fremtiden ville berøre sagen, at ville tro på talerens --- og ærlige fremstilling. Bliver denne affære brugt til at vække folk og til at interesse for børnenes sag, havde Tal. intet herimod. Gid der må tændes mange brændende hjerter, som vil tænde sig til et stort værn om de stakkels hjemløse børn, hertil vil jeg række min hånd og min hjerte.

PETER  SABROE

 















 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Folketingsmand Peter Sabroe
  Pastor Sick, Nr. Felding og Tvis Sogn